Mandag den 4. marts – fredag den 8. marts 2024
Refugieuge Sostrup Slot og Kloster er en institution med folkelig, kirkelig basis, som støttes af Viborg, Aalborg og Aarhus stifter. Refugieuge Sostrup Slot og Kloster har fokus på eksistentielle, etiske, kulturelle, teologiske og samfundsmæssige emner.
Fordybelse og natur
En uge om året i marts måned har du mulighed for fordybelse i naturskønne omgivelser og spændende smukke historiske rammer. I løbet af ugen er der fællesskab med foredrag, fællessang, udveksling af indtryk i pauser og under måltiderne. Desuden er der tid til ro og refleksion på en travetur i parken ved Sostrup Slot og i den smukke skov, der omgiver slot og kloster.
Klosteret
Refugieopholdets aktiviteter finder sted i klosteret og i kampestenslængen.
Klosteret har en spændende og fascinerende historie. I hjertet af klosteret ligger den unikke Pyramidesal, som er egnet til større forsamlinger. Mødelokalet Skt. Benedict er indrettet med AV-udstyr og whiteboard/flipover.
Kampestenslængen
Den ældste bygning på Sostrup fra 1300-tallet. Under stråtaget og bag de tykke mure er der tre mødelokaler. De er indrettet med AV-udstyr, flipover og whiteboard. Kampestenslængen er renoveret af cisterciensernonnerne, der brugte bygningen som kirke før opførslen af Maria Hjerte Kloster. Kampestenslængen har direkte udgang til gårdspladsen foran slottet.
Køkkenet
Køkkenet på Maria Hjerte Kloster drives af Line og Niels, som har drevet restaurant ”Ved Vejen” på Anholt i en årrække. De laver skøn og velsmagende mad af høj kvalitet. De har en stor viden om kombinationen mellem råvarer og årstider, hvilket altid afspejles i deres måltider. Med æstetik, kærlighed og god smag kreerer de mad, der samler mennesker. Kosthensyn er selvfølgelig noget køkkenet tager højde for, så har man allergi eller andre særlige behov og ønsker, er det vigtigt at give besked herom.
Man bedes skrive ønske om diæt på tilmeldingen. Det er vigtigt, at køkkenet ved det inden refugieugen, så de kan planlægge efter det.
Overnatning
Klostercellerne
På Maria Hjerte Kloster er værelserne indrettet i ny nordisk stil med Hästens senge – alle med eget bad/toilet. Fælles for Klostercellerne er stressfri zone, der indbyder til nærvær og afslapning, så der er ikke TV på værelset.
Lejligheder i Avlsgården
I Avlsgården fra 1700-tallet er der 2-værelses lejligheder med 2 senge i hvert værelse, bad og toilet. Lejlighederne er hyggelig indrettet af Cistercienser nonnerne i 80´er retrostil.
Handicap forhold
Der er et værelse specielt indrettet uden dørtrin, stort badeværelse og med niveaufri adgang.
Ankomst og afrejse
Værelse / lejlighed er til rådighed fra kl. 14, og der er kaffe.
På afrejsedagen serveres frokosten kl. 12.15. Værelse / lejlighed er til rådighed indtil kl. 10
Der er fri internet.
Dagsprogram:
Kl. 08:00 Morgenmad
Kl. 09:15 Morgensamling
Kl. 12:30 Frokost
Kl. 18:15 Middag
Adressen:
Sostrup Slot og Kloster, Maria Hjerte Engen 1, Gjerrild, 8500 Grenaa